M.L. Jørgensen og Gunnar Hansens Fond stiftedes den 1. december 1995 efter bestemmelse i afdøde Edith Karen Hansens testamente af januar 1985.
Edith Karen Hansen, der er født i 1901, levede et omskifteligt og spændende liv, som førte hende langt omkring.
Efter et langt ophold i udlandet vendte hun 1984 tilbage til Danmark.
Hendes formue, der var opbygget over en årrække i et liv uden ødselhed, tog hun godt vare på, og det faldt hende naturligt at træffe beslutninger om formuens fremtid på en måde, så den dels forblev intakt, dels kom andre mennesker tilgode.
De sidste 2 år Edith Karen Hansen levede, var hun sengeliggende, og da hun ikke efterlod sig børn, oplevede hun, at hun var utroligt afhængig af andre menneskers hjælp, en hjælp som hun fik og var dybt taknemmelig for. Gennem sit lange liv fik hun også en dyb forståelse for betydningen af, at der gennem forskning indenfor lægevidenskaben er behov for og kan udvikles nye behandlings- og forebyggelsesformer over for livstruende sygdomme.
Disse to forhold afspejler sig klart i det formål, hun i sit testamente havde bestemt, at fonden skulle have.
Ved sin død efterlod Edith Karen Hansen så store værdier, at fondens aktier ved stiftelsen udgjorde ca. 31 millioner kroner.